Bowlingafdelingen afholdte stiftende generalforsamling den 16. januar 1995. 

 
Bowlingafdelingen er en afdeling under Bov Idrætsforening (Bov IF).

Den første bestyrelse bestod af 3 personer, nemlig formand Børge Holm, næstformand Vandela Hesse og kasserer Anni Grosen. Suppleanter blev Heike Diederichsen og Susan Gydesen.
 
Ifølge JBUs regler skulle bestyrelsen dog bestå af 7 personer, hvilket klubben derfor måtte opfylde.
 
I sommeren 1995 forlod 5 personer bestyrelsen - med eller uden grund - så klubben måtte hurtigt finde en ny formand, som blev Kjeld Hansen.

Al begyndelse er svær, men klubben erfarede hurtigt, at den selv skulle stille med dommere til hjemmekampe, så der blev uddannet et antal dommere i en fart.

Susanne Gydesen blev formand i efteråret 1996, og hun skriver i Bov IFs Jubilæumsskrift i 1997: "Den første "kamp" i bowlinghallen glemmer vi aldrig. Det var i Jydsk turnering, bestående af 6 hold, meget ivrige herrer og med deres koner som tilskuere - uha! Nogle af holdene ankom for tidligt, men hallen blev åbnet, andre hold kom slet ikke, og da vi skulle starte den første kamp som dommere, blev vi tilkaldt, mens vi stod under bruseren! Ingen viste, hvorledes papirerne skulle udfyldes, telefonerne til JBU glødede, men slutteligt blev kampene afviklet, og vi lærte utroligt meget, og det har været en god ballast siden og heldigvis historie."

Efter formandsskiftet i 1996 bestod bestyrelsen udelukkende af kvinder.

I 1997 afholdte klubben i samarbejde med Bov Firma Sport den første 24-timers Maraton-bowling, og turneringen blev i 2011 afviklet for 15. gang - altid den første hele weekend i oktober. I 2011 besluttede Bov IF og Bov Firma Sport at udtræde som arrangører, og stævnet måtte indstilles, da der ikke kunne findes deltagere nok.

Bov IF Bowling afholdte det første halvmaraton (12 timer) i marts måned 2012, og i 2017 ændrede vi efter flere opfordringer konceptet igen, således at det er muligt at spille både 12 og 24 timer.

I sommeren 1996 havde klubben 70 medlemmer, hvoraf 20 var ungdomsspillere. Da klubben startede var der 15 licensspillere, og i 1997 var der 40.

I april 1998 brød nogle af klubbens medlemmer ud og startede klubben B.K. Grænsen.

Klubben har i dag ca. 30 medlemmer, heraf ca. 13 ungdomsspillere. Ungdomsspillerne trænes enten hver mandag kl. 17 - 18.00 eller 20.00 - 21.00 eller onsdag kl. 17.00 - 18.00 af ungdomsleder Erik Lind Pedersen.

I sæsonen 2018-19 har klubben 5 hold tilmeldt turneringen, heraf 2 seniorhold (et 4-mands i open-rækken (hold) og et 3-mands i open-rækken (pulje) samt 1 ungdomshold (pulje) og 2 puslingehold (pulje).

Klubben har haft stor udskiftning på formandsposten igennem de første leveår. I 1998-99 var Paul Helstrand formand, 1999-2000 Benny Duborg, 2002-2004 Harriet Kristensen, 2004-2018 Lene Kirkebak Ovesen og siden februar 2018 har Heidi Schmidt Pedersen været formand.

Læs klubbens vedtægter her